Orhan Pamuk har fået Nobels litteraturpris

 

 

Den kontroversielle tyrkiske forfatter Orhan Pamuk indleder romanen ”Sne” med citatet ”Hvis manglende lykke var en ægte grund til selvmord, ville halvdelen af kvinderne i Tyrkiet begå selvmord”. Dette er blot en i rækken af opsigtsvækkende udtalelser fra manden, der også er blevet beskyldt for at krænke den tyrkiske identitet. Derudover har han langt og interessant forfatterskab bag sig.

D. 13. oktober kom meddelelsen fra det Svenske Akademi, at Pamuk havde fået Nobels Litteraturpris 2006, som den første tyrkiske forfatter, med begrundelsen ”who in the quest for the melancholic soul of his native city has discovered new symbols for the clash and interlacing of cultures".

Pamuk blev født i 1952 af i Istanbul af velhavende forældre, og kom i øvrigt ud af en familie, der havde været med til at opbygge Atatürks europaorienterede Tyrkiet. Forældrene tilskyndede Pamuk til at få en uddannelse. Det blev til tre år på Istanbuls Tekniske Universitet, før han droppede ud og i stedet blev journalist. I dag er Pamuk fraskilt og bor i Istanbul.

Istanbul

Endnu er han seneste roman ”Istanbul. Memories of a city” ikke oversat til dansk, men forlaget Lindhardt og Ringhof forventer, den kommer på hylderne til foråret. Den tyrkiske originaludgave kan du allerede nu finde på biblioteket.
Bogen handler om Pamuks opvækst i Istanbul og er samtidig også et portræt af byen. Handlingen finder sted fra 1950’erne til 1970’erne og følger den unge Pamuk, der forsøger at finde sit sted livet. Bogen forsøger også at indkredse det moderne Tyrkiets identitet, og bogen handler derfor ikke kun om at finde sig selv, men hele nationens identitet.

Forholdet mellem det traditionelle Tyrkiet og det moderne Vesten er et tema, der går igen i hans forfatterskab.

Sne

Da romanen ”Sne” udkom i 2005, vakte Pamuk stor opstandelse, da han til den schweiziske avis ”Das Magazin” udtalte, at ”30.000 kurdere og en million armenere er blevet dræbt i dette land, og jeg er den eneste, der vover at tale om det.” Han blev derefter tiltalt for at have krænket Tyrkiets nationale ære, en tiltale, der senere frafaldt, men som gav anledning til stor diskussion verden over.

Hovedpersonen Ka lever i eksil i Frankfurt, men rejser tilbage til byen Kars i Tyrkiet. Her fanges han i en snestorm, som lukker byen, en snestorm, som får fatale konsekvenser for Ka. Han er splittet mellem sit liv i Frankfurt og den politiske islam og kurdiske nationalisme.

Det hvide slot

”Det hvide slot” udkom i 1985 og var Pamuks gennembrudsroman. Allerede her kredser han om Tyrkiets forhold til Vesten. Bogen foregår i det syttende århundrede, hvor en ung italiener tages til fange og kommer til Istanbul, hvor han bliver solgt som slave. Hans ”ejer” er en lærd tyrk, som er ivrig efter at lære den vestlige verden at kende.

Den sorte bog

Handlingen i ”Den sorte bog” udspiller sig i Istanbul i 1980’erne. Den unge mand Galip er netop blevet forladt af sin kone Rüya efter tre års ægteskab. Sideløbende møder vi også journalisten Celal, der er kendt for sin faste spalte i avisen Milliyet. Da avisen begynder at genoptrykke hans gamle artikler, får Galip færd af, at Celal også er forsvundet – og hans forsvinden muligvis kan kobles sammen med hans elskede kone.

 

Det nye liv

Bogen indledes med det berømte citat ”En dag læste jeg en bog og hele mit liv var forandret”. En dag ser studenten Osman en bog i hænderne på en smuk kvinde. Han åbner bogen, og en helt ny verden åbner sig for ham. Han beslutter sig for at forlade den trygge tilværelse i Istanbul og udforske det nye liv og vinde den smukke kvindes kærlighed.

Tavshedens hus

Den 90’årige Fatma bor i 1970’erne i en lille tyrkisk by ved kysten sammen med sin tjener, dværgen Recep. Handlingen i bogen udspiller sig over en uge. I løbet af ugen får Fatma besøg af sine børnebørn og de dykker ned i familiens historie. Det viser sig, at deres skæbner er tæt forbundet med landets konflikter, især konflikten mellem øst og vest – og bogen er også en fortælling om at søge efter sin egen identitet.

Mit navn er rød

I 1890’ernes Istanbul blev bøgerne skrevet i hånden af kalligrafer og illumineret af miniaturemalere. Det er mordene på et par af miniaturemalerne, der skal opklares, men det er ikke det, der er selve bogens budskab. Mordene har nemlig rod i en diskussion om den traditionelle osmanniske og den moderne vestlige malerkunst. For de faglige diskussioner bogen indeholder, afspejler konflikten mellem det islamiske og det vestligt sekulariserede samfund.