Hvad skete der i Dêrsim 1937-38?

Onur Öymen fra det tyrkiske, republikanske parti, CHP, forsvarede for nyligt den tyrkiske stats nedkæmpning af oprøret i Dêrsim 1937-'38. Tusinder af danske kurdere, heriblandt dem fra Çorum, Erzîncan osv. menes at stamme herfra. Men hvad skete der egentligt i Dêrsim dengang?

af Denîz Berxwedan Serîncî, BA i Historie og Journaliststuderende, SDU, Odense
 

"Jeg forsvarede blot, hvad Atatürk gjorde i Dêrsim". Sådan siger Onur Öymen, parlamentsmedlem af partiet CHP - og tidligere tyrkisk ambassadør i København - efter han har fået massiv kritik for at have forsvaret begivenhederne i Dêrsim. Specielt har det også vakt vrede, at det tyrkiske parlamentsmedlem Kemal Kılıçdaroğlu fra CHP klappede af Öymens forsvar for Dêrsim-urolighederne. Han er nemlig selv fra Dêrsim.

"Ferqa CHP ji MHPê nema!" Sådan lyder det i de kurdiske gader nu om dage. Det betyder "Der er efterhånden ingen forskel på CHP og MHP," det tyrkiske højreparti....

Efter Ankaras opgør med kurdiske opstande i Diyarbekir og Agirî stod nu kun området Dêrsim (”sølv dør”) med dens autonome klaner uden for myndighedernes kontrol. Hele 11 forsøg på at undertvinge det oprørske område de sidste 50 år var mislykkedes. Der havde ofte været fejder mellem klanerne, som lokale militære officerer måtte stoppe.

Dêrsim havde nægtet at betale skat til Ankara ligesom mange unddrog sig militæraftjening. Ligeledes havde Dêrsim nægtet at deltage i Osmannerrigets krige mod Rusland og Den Tyrkiske Uafhængighedskrig. [1]

"Kurderne skal civiliseres"
I 1930 påbegyndte Atatürk en politik, hvor han deporterede og afvæbnede de mange magtfulde klaner i Dêrsim. Ved en ny lov i december 1936 ændredes Dêrsim til det tyrkiske navn Tunceli (”jern hånd”) og en ny militær guvernør, Abdullah Alpdoğan, blev udnævnt.

I 1936 blev Dêrsim sat under militær administration for at ”civilisere” det. [2]
Dette skulle løse Dêrsim-problemet engang for altid. Det tyrkiske forsøg på overtagelse af Dêrsim stødte på lokal modstand under ledelse af Seyîd Riza (1862-1937). Han var en "pîr", altså en højtsstående og magtfuld åndelig leder indenfor alevi-troen, som flertallet af Dêrsims befolkning tilhører.

Seyîd Riza appellerer om hjælp
Seyîd Riza afviste den fortsatte politik, som han senere forklarede i et brev til den britiske udenrigsminister 30. juli 1937 under titlen "Kurdistan, Dêrsim":

”Deres excellence, minister.
I årevis har den tyrkiske regering forsøgt at assimilere det kurdiske folk ved at forbyde det kurdiske sprog i aviser og udgivelser, og undertrykke de, der taler kurdisk. De sender folk fra Kurdistans hellige jord på tvungen og systematisk vis til Anatoliens ufrugtbare jord. Den tyrkiske regering har på det seneste prøvet at gå ind i Dêrsim. Som reaktion på denne situation har kurderne for at forsvare sig selv grebet til våbnene som i 1930 i Ararat bjerget [Agirî], Zîlan… I 3 måneder har en skånselsløst krig raseret i mit land.
Trods krigens… bombardementer og brugen af kvælende gas har jeg og mine venner sørget for, at den tyrkiske hær ikke kan vinde. De tyrkiske fly bomber vores landsbyer, brænder dem, dræber forsvarsløse kvinder og børn og tager på den måde hævn i hele Kurdistan…
Fængslerne fyldes med kurdere, intellektuelle bliver skudt, hængt eller deporteret til isolerede egne af Tyrkiet.
3 millioner kurdere kræver at leve i fred i deres eget land med frihed for deres folk, sprog, fremtid, kultur og civilisation; Gennem jeg beder de til Deres Excellence og deres regering om hjælp til det kurdiske folk….
Med dybeste respekt,
Generalen af Dêrsim, Seyîd Riza”

Trods appellen fik borgerne i Dêrsim ikke hjælp fra det internationale samfund. Kurdiske udsendinge med de lokales appel om selvstyre blev afvist, og udsendingen henrettet af den tyrkiske Alpdoğan. [3]

Kurdiske gengældsangreb fulgte i maj 1937 ved bagholdsangreb, hvor 10 tyrkiske officerer 50 tropper døde og deres kroppe efterfølgende skamferet. Den tyrkiske hær slog igen mod Dêrsimî'erne.

Nogle kurdiske partisaner overgav sig. Grundet vinteren kunne den tyrkiske hær ikke fortsætte dens operationer og tilbød våbenhvile og en fredelig løsning med guerillaerne. Samtidig afgav de løfte om at lade klanerne være og dispensere for ødelæggelserne.

Dette fik Seyîd Riza til at tage til det nærliggende Erzîncan, hvis guvernør han stolte på. Her blev Riza imidlertid fanget af de tyrkiske myndigheder, summarisk prøvet af retten og henrettet 18. november 1937 sammen med 11 andre. Seyid Riza sagde dette til sine tyrkiske bødler inden henrettelsen:

”Jeg kunne ikke tage kampen op mod jeres løgne og bedrag, hvilket vil pine mig. Men til gengæld knælede jeg ikke for jer, må det pine jer!”

De der nægtede at overgive sig blev mødt af fortsatte bombardementer af guerillaer og civile.

Piger begår kollektivt selvmord
I foråret 1938 brugte det tyrkiske flyvevåben giftgas mod dets mål. [4] Et af flyvevåbnets mere prominente navne i kampen mod Dêrsim var Sabiha Gökçen, den første kvindelige pilot og Atatürks (armenske) adoptivdatter. Mens mænd bekrigede den tyrkiske hær, gemte kvinder og børn sig i huler, men også de blev dræbt. [5] Ifølge overlevende fandt brutale massakrer sted. Den britiske konsul i Trabzon berettede:

”De militære myndigheder har brugt midler identiske med dem, der blev brugt mod armenierne... Tusinder af kurdere, inklusivt kvinder og børn blev slagtet. Andre, primært børn, blev smidt i Eufrat.” [6]

Mange unge piger fra Bextîyar og Kureyşan-klanerne begik kollektiv selvmord ved at springe i Mûnzûr-floden og fra bjergtoppe af frygt for voldtægt. [7] Kvinder og børn blev lokket i hø skuer, der herefter blev sat i ild.

Tillige medlemmer af klaner, der overgav sig, blev dræbt. Omkring 40.000 Dêrsim-borgere blev dræbt, mens andre blev eksileret til det vestlige Tyrkiet. Der er idag flere Dêrsîmi'er udenfor Dêrsim end i selve området, blandt andet i Istanbul og Tyskland. Børn blev kidnappet eller "adopteret" til tyrkisktalende, militære familier eller plejefamilier og opdraget i henhold til den tyrkiske nationalisme. [8] Det tyrkiske parlamentsmedlem Kemal Kılıçdaroğlu, der klappede af Öymens forsvar for Dêrsim-massakren, er en af disse adopterede Dêrsim-børn.

Den tidligere udenrigsminister Ihsan Sabri Cağlayangil, der stod for henrettelserne under Dêrsim-oprøret, fortæller i sine erindringer, at borgerne i Dêrsim blev "slagtet fra 7 til 70", altså næsten alle aldre.

[1] 2-3, van Bruinessen 1994.
[2] 207-210, McDowall 2004.
[3] 231, Kaya og 208, McDowall 2004.
[4] 208, McDowall 2004.
[5] 4, van Bruinessen 1994
[6] Kilde 54, der også er gengivet på s. 1, van Bruinessen 1994
[7] 62, Izady 1992 og 285, Dêrsimî 1952.
[8] 4-6, van Bruinessen 1994, 98-99, Koivunen 2002, 208, McDowall og 98, Dr. Şivan 1975 og kilde 34.

læs flere artikler på på http://agir-portal.dk

"Ferqa CHP ji MHPê nema!" Sådan lyder det i de kurdiske gader nu om dage.
Det betyder "Der er efterhånden ingen forskel på CHP og MHP," det tyrkiske højreparti.

(((("Jeg forsvarede blot, hvad Atatürk gjorde i Dêrsim". Sådan siger Onur Öymen, parlamentsmedlem af partiet CHP - og tidligere tyrkisk ambassadør i København))