Alle tegn peger i retning af Fethullah Gülen, hvis undergrundsagtige islamistiske bevægelse hastigt er på vej til at omklamre alle aspekter af Tyrkiets politiske livHvad ligger der bag Tyrkiets
kupanholdelser?
Alle tegn peger i retning af Fethullah Gülen, hvis undergrundsagtige islamistiske bevægelse hastigt er på vej til at omklamre alle aspekter af Tyrkiets politiske liv
Et bjerg har flyttet sig i tyrkisk politik. Alle skud mod militæret er nu tilladt - og det betød bl.a. at 49 højtstående officerer i februar blev arresteret, beskyldt for at have planlagt et kup mod den tyrkiske regering. Kort efter fik det tyrkerne på gaden i demonstrationer mod det formodede statskup. Drengens skilt på billedet siger 'Aldrig mere'. Udviklingen betyder, at Tyrkiet lige nu er på vej i en farlig autoritær retning, skriver dagens kronikør.
I de sidste mange årtier har det tyrkiske militær været urørligt. Ingen vovede at kritisere militæret eller dets øverste generaler. Frygten for at brænde sig var for stor. Tyrkiets væbnede styrker var de ultimative beskyttere af grundlægger Kemal Atatürks sekulære arv, og ingen anden magt i dette land kunne for alvor true deres overherredømme. Sådan er det ikke længere.
22. februar blev 49 officerer - herunder generaler i aktiv tjeneste, admiraler, og tidligere ledere af den tyrkiske flåde og luftvåben - arresteret, beskyldt for at have planlagt et kup mod regeringen. Mere specifikt blev disse højtstående officerer sigtet for at have forfattet et 5.000-siders notat, der senere blev offentliggjort i Taraf, en avis, hvis redaktionelle linje i høj grad går ud på at rakke ned på militæret. Blandt andet hed det i notatet, at Tyrkiets militær havde planer om at bombe Istanbuls historiske moskeer og nedskyde egne fly for at skabe en krise, der kunne retfærdiggøre et kommende et kup. Da jeg spurgte en tidligere amerikansk ambassadør i Tyrkiet om, hvad han mente om dette, erklærede han scenariet for latterligt. »Hvis Tyrkiets militær havde planer om et kup, ville de ikke nedskrive et 5.000-siders notat om det,« udtalte han.
Tre dage senere blev de tidligere øverstkommanderende for henholdvis flåde og luftvåben igen sat på fri fod - som endnu en indikation om, at regeringens hensigt var at skræmme Tyrkiets militær snarere end at gå videre med et anklageskrift imod disse højtstående embedsmænd. Anholdelserne fulgte oven på en episode den 19. februar, da en lydoptagelse af Tyrkiets stabschef blev offentliggjort i Vakit, en lille jihadistisk islamistavis, der har fejret drab på amerikanske soldater i Afghanistan. I Tyrkiet er det ulovligt at aflytte personer uden retskendelse, og det er også ulovligt at offentliggøre sådanne aflytninger. Imidlertid er ingen blevet retsforfulgt for denne telefonaflytning af stabschefen - et klart tegn på, at magtbalancen i Tyrkiet er skiftet.
Under bæltestedet
Et bjerg har flyttet sig i tyrkisk politik. Alle skud mod militæret er nu tilladt, herunder dem under bæltestedet. De kræfter, som står bag den dramatiske ændring, er frem for alt Fethullah Gülens Bevægelse (FGH), en ultrakonservativ politisk fraktion, der støtter det regerende Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP). FGH blev grundlagt i 1970’erne af Fe-thullah Gülen, en karismatisk prædikant, som nu bor i USA, men stadig nyder popularitet i Tyrkiet. Det er en konservativ bevægelse, der har til formål at omdanne det sekulære Tyrkiet i sit eget billede ved at sikre, at Gülens version af religionen kan komme til at dominere politik, administration, uddannelse, medier, erhvervsliv såvel som det offentlige og personlige liv.
For nogle kan det synes, at den nyvundne frihed til at kritisere militæret viser, at Tyrkiet er ved at blive et mere liberalt demokrati. Men sandheden er, at Tyrkiet har erstattet den ene ‘urørlige’ organisation med en en anden og farligere. At kritisere Gülen-bevægelsen, som behersker det nationale politi og dets stærke indenlandske efterretningstjeneste og udøver stigende indflydelse i retssystemet, er blevet lige så tabubelagt, som det engang var lægge sig ud med militæret. I dag er det dem, der kritiserer Gülen-bevægelsen, der brænder sig.
Bedstemor med kup
Kupbeskyldninger indgår i den større såkaldte Ergenekon-sag - en kompliceret efterforskning, der over de seneste tre år har frembragt et rekordlangt anklageskrift på indtil videre 5.800-sider, hvortil kommer hundredvis af tidlige morgenrazziaer og tilbageholdelse af adskillige fremtrædende tyrkere, herunder universitetsrektorer og ansete professorer som Kemal Guruz og Mehmet Haberal. Det eneste, der binder alle anholdte sammen, er deres modstand mod AKP-regeringen og Gülen-bevægelsen. Zekeriya Oz, chefanklager, som står i spidsen for Ergenekon-sagen, og Ramazan Akyurek, lederen af politiets indenlandske efterretningstjeneste samt andre magtfulde personer i politiet, anses begge for at være Gülen-sympatisører.
Selv om nogle af de afhørte personer og arresterede kan have været involveret i kriminelle forseelser, synes de fleste helt uskyldige. Tag f. eks. Turkan Saylan, en 73-årig bedstemor, der var i kemoterapi-behandling. Saylan var leder af en ngo, som gav kunststipendiater til fattige piger i det østlige Tyrkiet, et område, hvor Gülens netværk kører mange konkurrerende organisationer. På sit dødsleje blev hun forhørt af det tyrkiske politi for påstået deltagelse i et kupkomplot.
Mange andre har van-smægtet i fængsel eller er endog døde uden at være præsenteret for et anklageskrift. De Gülen-kontrollerede dele af retsvæsenet og politiet har også gennemført ulovlige aflytninger imod de personer, som er viklet ind i Ergenekon-sagen, hvilket har ført til læk af intime detaljer om deres privatliv såsom ægteskabelig utroskab til AKP- og Gülen-venlige medier med henblik på at skade deres omdømme.
Ulovlige aflytninger og vilkårlige arrestationer tjener til at skræmme offentligheden, ikke til at retsforfølge forbrydere. På grund af Ergenekon er tyrkere, som er imod AKP og Gülens bevægelse nu bange for at sige deres mening frit.
Militæret, der er modstander af AKP og Gülenisterne, fordi det ser sig selv som vogter af Tyrkiet som en sekulær stat, der i overenstemmelse med Atatürks vision skal tjene som bolværk mod religionens dominans over politik og regeringsførelse, er blevet den primære målgruppe for denne seneste runde af politisk motiverede arrestationer.
En politistat
Gülen-bevægelsens vendetta mod hæren har dybe rødder. Efter samme mønster som den evangeliske bevægelse i USA voksede FGH dramatisk i 1980’erne. Gülen favnede en machiavellistisk tilgang til demokratiet og erklærede over for sine tilhængere i en tale sendt på tyrkisk tv i 1999, at »alle metoder og fremgangsmåde er acceptable, herunder at lyve for folk.« Op igennem 1990’erne fik bevægelsen politisk magt ved at lægge sin vægt bag forskellige regeringer, som til gengæld udpegede FGH-medlemmer til fremtrædende positioner i bureaukratiet, herunder i politiet og efterretningstjenesterne.
I slutningen af 1990’erne gik Gülen i direkte konfrontation med Tyrkiets militær - og tabte. Sammenstødet mellem det islamistiske Velfærdsparti (RP) regering og militæret stod i fokus for denne konflikt. I 1997 iværksatte det tyrkiske militær en offentlig kampagne mod RP. Som følge af det stigende pres imod dets styre, trådte RP-regeringen tilbage. Som et resultat heraf blev medlemmer af de islamistiske bevægelser, herunder dem der tilhørte FGH, fjernet fra deres stillinger i bureaukratiet og militæret.
Da de tyrkiske domstole anklagede Gülen for anti-sekulære politiske aktiviteter i 1999, flygtede han til USA og bosatte sig i Pennsylvania. Selv om han senere blev frikendt, er Gülen aldrig vendt tilbage til Tyrkiet.
FGH er imidlertid vendt tilbage, og det med eftertryk. Da AKP, som i vid udstrækning er en reinkarnation af det forbudte RP, kom til magten i 2002, satte FGH sine medier, vælgergrupper og erhvervslobby støtte bag det nye regeringsparti. Til gengæld udpegede AKP FGH-medlemmer til fremtrædende positioner i retsvæsen og bureaukrati, herunder politiets efterretningstjeneste.
Nu da Gülen-bevægelsen har sikret sig kontrol over store dele af det offentlige apparat og har indledt en politisk heksejagt imod sine modstandere gennem Ergenekon-sagen, er Tyrkiet kommet ind i en farlig autoritær udvikling. En personlig ven og politiker fra det tidl. Sovjet sagde engang til mig: »En politistat opstår ikke, når politiet lytter til alle borgere, men når alle borgere frygter, at de bliver lyttet til.« Velkommen til det nye Tyrkiet.
Soner Cagaptay er historiker, ekspert i tyrkisk nationalisme og leder af Det Tyrkiske Forskningsprogram ved tænketanken The Washington Institute for Near East Policy
© Foreign Policy og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen