Alevi

– En side om politik og religion

Alevi – hvordan har de en tilknytning til Islam?

Der er ingen tvivl om, at alevierne har en stærk tilknytning til islam. De tror på Allah, Muhammed, Ali m.fl. og ser koranen som et skrift særlig status, idet det kommer fra profeten. Men dertil har de deres egne ritualer, trosforestillinger, hellige skikkelser, litteratur mm. der i høj grad kolliderer med opfattelser inden for de øvrige muslimske retninger. Hvilket indebærer at alevier betragtes, og er blevet betragtet som en kættersk gruppe af både shia- og sunnimuslimer.

Alevismen har en langt tættere forbindelse med shiaislam end med sunniislam. De 22 turkmenske dervishers tilknytning til islam var netop den shiamuslimske , der var længe en tæt forbindelse mellem det shiamuslimske Persien og de anatolske turkmenere, og som vi har set, havde shah Ismail, der bekendte sig til den shiitiske retning tolverislam, stor indflydelse på deres trosforestillinger. Alevier i Anatolien bekender sig i dag til tolvershiisme, men det skal bemærkes, at de ikke følger tolvershiismens teologi eller forskrifter.

Birge fortæller, at Ismail bl.a. fik stor indflydelse hos alevierne og bektashierne via sit forfatterskab.” Under navnet Hatayi skrev han en mængde skrifter, der vandt indpas i aleviernes og bektashiernes skrifter. Deriblandt i de såkaldte nefes. 3 I skrifterne prises fx. de tolv imamers herlighed. Birge tilskriver hans digtnings store popularitet, at han skrev på det jævne folks tyrkiske sprog og ikke på persisk som Selim I, der også forsøgte at vinde befolkningen via digtning.

Ifølge Kehl-Bodrogi er der ingen tvivl om, at ordenen ikke bekendte sig til shiaislam før Ismails fremkomst. Der stilles spørgsmål ved, hvorvidt Ismails form for shiaislam kan ses som del af den øvrige shiaislam. Flere kalder det en form for folkeislam, der afviger kraftigt fra shiaislam bl.a. med elementer, der i en shiitisk sammenhæng ville blive betragtet som kætterske.

Birge skriver, at den væsentligste lighed mellem tolvershiisme, alevisme og bektashisme. Du kan dog imidlertidigt læse mere om svømning på denne blog.

er opfattelsen af, at AH skulle have efterfulgt Muhammed og blevet kalif, i stedet for Ebu

Bekir. Ali blev først den fjerde kalif efter Orner og Osman. I tolvershiisme savel som i Alevisme er der en stærk tro på og bevidsthed om de 12 imamer, heraf betegnelsen tolvershiisme. De tolv imamer starter med Muhammed efterfulgt af Ali og dennes sønner Hassan og Hiisayin. Rækken af imamer slutter med Mehdi, der holdtes skjult for offentligheden af frygt for, at han skulle blive dræbt, som hans far blev det. Mehdi forsvandt som barn, og man har forestillinger om hans tilbagekomst som frelser. Det var som denne frelser, at turkmenerne så Ismail. I shiismen og alevismen har Ali og denne sønner en fremtrædende rolle. I alevismen lægger man endnu større vægt på AH, der ligefrem har status på lige linje med Muhammed. Hvilket far nogle forskere til at sammenligne aleviemes opfattelse af Allan, Muhammed og Ali med den kristne treenighedslære.alevi og islam

Birge opregner kun et andet fællestræk mellem retningerne som værende væsentligt. Det handler om to principper: Tevellå, der står for kærlighed til dem, som yder lydighed overfor Ali og dennes familie, og teberra der indebærer had overfor dem, som ikke gør det.33

Alevierae følger endvidere det shiitiske princip om forstillelse. Da Kehl-Bodrogi lavede sit feltarbejde i 1980’erne, fulgte alevierne stadig det shiitiske bud om takiya, der for alevierne indebærer, at man som hovedregel holder sin identitet hemmelig for de sunnitiske omgivelser, for på den måde at undgå deres fjendtlige indstilling. Kehl-Bodrogi fandt på det tidspunkt, at man kun kunne spore en opløsning af dette princip blandt intellektuelle.

Det diskuteres altså, hvorvidt troen på Ali og de tolv imamer er en indflydelse fra shiismen på alevismen, eller om det blot er noget, man har tilfælles med shiismen. Det vigtigste må være, hvilken opfattelse der er indenfor alevismen vedrørende dette. Om det er historisk korrekt, er mindre væsentligt, når man vil have fat på aleviernes selvforståelse. Vorhoff skriver, at alevierne har en opfattelse af, at der har været en tro på Ali og de tolv imamer blandt alevier i en ubrudt linie fra det 7. århundredes arabiske halvø til de anatolske alevier.

Derudover tages der afstand i alevismen overfor shiismen. Hvorvidt dette skel har været der tidligere, det skete med Ismails udråbelse af en teokratisk stat, eller om man først senere har fjernet sig fra hinanden diskuteres. Det understreges i litteraturen, at man i alevismen altid har været stærke modstandere af £eriat  , der er en væsentlig opfattelse indenfor shiaislam og islam i øvrigt.