Alevi

– En side om politik og religion

De muslimske kætteres fest

Et fængslende og fascinerende indtryk af en form for muslimsk kultur, vi ikke hører meget til herhjemme, kan man få ved at deltage i den årlige Bektasi -festival, der afholdes i den lille landsby Hacibektas på den anatolske højslette midt i Tyrkiet.

Hvert år i midten af august mødes den verdsligt og venstreorienterede del af de tyrkiske muslimer her for i tre dage at mindes Hacibektas Veli, en muslimsk filosof, tænker og ‘kætter’ fra 12-hundredtallets Anatolien.

Selv havde jeg kun mulighed for at deltage i arrangementet en enkelt dag, og mine tyrkiskkundskaber tillod mig ikke at følge de mere debatorienterede arrangementer, der først og fremmest omhandlede demokrati, verdslighed og naturligvis Tyrkiets aktuelle politiske situation. Festivalens musikalske og ceremonielle indslag (to samtidige arrangementer hver aften fra ca. kl 19 til omkring 4 om morgenen) er således lettere tilgængelig for mig. Alt i alt efterlader festivalen et stærkt indtryk, der unægteligt ligger fjernt fra det billede, hjemlige debatter om ‘muslimerne’ giver.

‘Kætterske’ muslimske ceremonier veksler med politiske kommentarer rettet mod nyfascisme og fundamentalisme. Traditionelle anatolske troubadoursange veksler med musik hentet fra alevi’ernes religiøse ceremonier. Vestligt klædte unge kvinder i ærmeløse T-shirts med pandebånd påskrevet ‘Allah, Mohammed og (profeten) Ali’ veksler med anatolske bønder. Deltagerne kommer ofte ganske langvejs fra: fra de vestlige storbyer som Istanbul og Ankara, men også østfra, eksempelvis fra Tunçeli provinsen 700 km væk; endelig er der mange tyrkere fra især Tyskland, der er hjemme på ferie. Det samlede deltagertal i årets arrangement ligger i følge Turkish Daily News på ca. 100.000, og det mærkes jo i værtslandsbyen, der normalt har ca. 8000 indbyggere. Der er mennesker i alle aldre over alt, mange medbringer egne musikinstrumenter, især den tyrkiske langhalslut saz, og bybilledet er præget af musik og af politik. Udenlandske turister er der stort set ingen af, og tyrkernes almindelige gæstfrihed fornægter sig ikke – slet ikke hvis turisten viser sig at have en vis interesse for og viden om arrangementets karakter.

Stemningen minder mig nærmest om forgangne årtiers vesteuropæiske venstrefløjsarrangementer – det er længe siden, jeg har hørt den italienske antifascistiske sang ‘Bella Ciao, det er længe siden jeg har set røde flag, kædedans og tilskuere der arm i arm følger musikernes inciterende rytmer. En venlig og afslappet stemning præger deltagerne, selv om alle er på det rene med truslen fra den ekstreme højrefløj. Sidste år blev et tilsvarende ‘kætterarrangement’ i byen Sivas – til minde om 16-hundredtals digteren Pir Sultan Abdal – angrebet af fundamentalister, og næsten 40 forfattere, musikere og dansere omkom. Begivenhederne i Sivas nævnes ofte i årets taler.

Ellers er det ikke mindst kvindernes tilstedeværelse og rolle, der gør indtryk. En del af de ældre kvinder bærer det traditionelle tørklæde, der fortsat benyttes i landområderne i de fleste middelhavslande. De lidt yngre kvinder er derimod stort set klædt som deres vestlige medsøstre – bortset fra pandebåndene! Kombinationen af kvindefrigørelse og islam har rødder langt tilbage blandt Anatoliens befolkning, og selskabets hovedperson Hacibektas citeres ofte for sit udsagn om, at samfund, der ikke tillader kvindernes uddannelse, er dømt til stagnation og tilbagegang! De religiøse ceremonier, der udfolder sig i aftenens løb er da således også præget af, at mænd og kvinder deltager på lige fod som dansere, og såvel mandlige som kvindelige dansere er barhovedede. De religiøse danse rummer en række fælles symbolske figurer, som cirkulære bevægelser, der formodentlig symboliserer menneskets bevægelse omkring dets skaber, hænderne mod hjertet (Gud befinder sig i menneskets hjerte og ikke udenfor dette, jvf. også citatet nedenfor), knælen, siddende ‘kædedans’, poesirecitation, m.m., men er samtidig så relativt frie, at hver optrædende gruppe har egen koreografi og egne dragter. Der danses både ‘pardans’, kønsopdelt og skiftevis mand-kvinde i kæder. Koreografierne og dragternes mangfoldighed bekræfter ritualets åbenhed.

Det er egentlig to forskellige traditioner, der her mødes. Dels de sunni-muslimske bektaÕi’er og dels de shia-muslimske alevi’er. Århundreders blanding af forskellige befolkningsgrupper og traditioner har imidlertid betydet, at forskellige religiøse retninger har lånt frit hos hinanden, og i dag tales der ofte om bektaÕi-alevi’erne på trods af forskellig baggrund: det politisk-kulturelle fællesskab (verdslighed osv.) er en stærk forenende kraft. Sunni og shia har lånt hos hinanden, og muslimer og græsk-ortodokse har udvekslet symboler og ritualer. Den klassiske græske filosofi (især Platon) har påvirket den anatolske islam grundlæggende. De tyrkiske nomader har på deres lange rejse fra Centralasien over Persien til det nuværende Tyrkiet i betydeligt omfang ladet sig påvirke af shamanistisk, buddhistisk m.v. tænkning. Endelig har de folkelige former for Islam op gennem århundreders historie forenet fattige bønder og socialt engagerede muslimske tænkere og praktikere, for hvem hensynet til social og kønsmæssig retfærdighed altid kom før det religiøse tilhørsforhold.

Rækken af oprør mod regeringsmagten er lang, og navne som Sheik Bedreddin og Pir Sultan Abdal melder sig. Bedreddin stillede sig i starten af 14-hundredtallet i spidsen for en omfattende oprørsbevægelse, der bl.a. sigtede mod afskaffelsen af den private ejendomsret, ligesom absolut lighed mellem religioner (såvel muslimer som grækere og jøder deltog) og køn var centrale værdier for bevægelsen. Som påpeget af forfatteren Nedim Gürsel (se note) er lighederne mellem de anatolske og de tyske bondeoprør og mellem Bedreddin og den samtidige tyske revolutionære reformationsteolog Thomas Münzer slående: begge stillede de sig i spidsen for bondeoprør, udviklede en form for materialistisk samfundsopfattelse baseret på fornuftens logik og med rødder i henholdsvis Islam og Kristendom og henrettedes for deres aktivitet. Også 16-hundredtals digteren Pir Sultan Abdal, hvis digte fortsat ofte reciteres og synges i det moderne Tyrkiet, deltog aktivt i Sivas regionens opstande, inden han henrettedes. 12-hundredtals digteren Yunus Emre kunne også nævnes: hans sarkastiske kommentarer til ortodoksi og rethaveriskhed har ikke mistet aktualitet i den mellemliggende periode.

Mange af disse tænkere og praktikere har tilhørt forskellige sufi-ordner; fælles for disse er – udover det allerede nævnte – en meget indadvendt og spirituel religiøsitet, der ligger fjernt fra de stivnede former, vi ofte genfinder i de etablerede religioner. En anden stor sufi-digter, Mevlana/Mowlana Rumi, udtrykker dette på følgende vis (i egen uautoriseret oversættelse fra engelsk):

“Jeg vandrede overalt på Kristendommens jorde, alle vegne søgte jeg, men Han var ikke på Korset.
Jeg besøgte de templer, hvor inderne tilbeder guder, og hvor Magianere synger bønner til ilden, men jeg fandt intet spor af Ham.
Jeg skyndte mig til Kaaba [i Mekka], hvor jeg søgte alle vegne, men Han var ikke i de unge og de gamles helligdom.
Så stirrede jeg lige ind i mit eget hjerte: og dér fandt jeg Ham – Han var dér og intet andetsteds.”

I Bektasi’ernes stævne er det ikke mindst alevi’erne, der dominerer. Disse er ligesom iranerne shia-muslimer, men ellers har de ikke meget tilfælles med ayatollah’erne i Teheran. Denne gruppe af muslimer har eksempelvis ikke moskeer, de faster ikke, de beder ikke på den gængse muslimske facon, og indtagelse af alkohol indgår i de grundlæggende religiøse ritualer. De har deres egne ceremoni (cem) baseret på musik, dans og alkohol, hvor mænd og kvinder som nævnt deltager på lige fod. Alevi’ernes andel af den tyrkiske befolkning kendes ikke med sikkerhed, men ligger formodentlig på mellem 20 og 40%. Tallet opgøres ikke officielt og er naturligvis politisk omstridt. Alevi’erne er en religiøst og ikke etnisk afgrænset gruppe i Tyrkiet, omend mange kurdere er alevi’er. Men den rummer også mange tyrkere af forskellig art samt repræsentanter for andre etniske grupper (turkmenere, abdalere, zazaer, arabere m.fl.). Mange alevi’er bor i dag er storbyerne i det vestlige Tyrkiet, men visse regioner i det centrale og østlige Anatolien er næsten rene alevi-regioner (eksempelvis Çorum, Sivas og Tunçeli). Og selv om alevi’erne er religiøst afgrænset, er tilknytningen til ‘alevilik’ (‘alevi’ismen’) identitetsskabende udover det strengt religiøse. Som en yngre kvindelig advokat udtrykte det: “jeg er alevi, og jeg er ateist!”. Der er naturligvis også mange ateister blandt sunni’erne, men de vil normalt kun fremhæve deres ateisme og ikke nogen sunniidentitet.

Af mange årsager føler alevi’erne sig politisk, socialt og religiøst presset i det tyrkiske samfund, og den tyrkiske præsidents besøg på festivalens første dag var derfor en vigtig symbolsk (og måske politisk) gestus. Alevi’erne har ikke nogen selvstændig politisk bevægelse eller ledere, men de har traditionelt støttet den politiske venstrefløj, inkl. socialdemokraterne. Krisen i det tyrkiske politiske system – de traditionelle partiers (inkl. socialdemokraterne) manglende troværdighed og korruption og den deraf følgende relative styrkelse af fundamentalistisk orienterede kræfter, den kurdiske blindgyde, den mulige fremvækst af en ny populistisk bevægelse à la Berlusconi m.v. – tvinger imidlertid også alevi’erne til at (ny)overveje deres placering i det tyrkiske politiske system. Hidtil har de ikke i noget videre omfang formået at udnytte det valgstrategisk vigtige forhold, at betydelige regioner i Tyrkiet stort set er rene alevi-regioner.

Afslutningsvis kan man selvfølgelig godt stille spørgsmålet, om alevi’erne nu også er muslimer. Det er de efter min opfattelse, først og fremmest fordi de selv opfatter sig således. Alevi’erne benytter ikke selv kætterbetegnelsen – det står for min regning; og det vil formodentlig fremgå af ovenstående, at det er ment som en betegnelse for en tænkning, der bryder med en form for ortodoksi. Som sådan forekommer kætterbetegnelsen dækkende for alevi’erne. Men ligesom Europas kristne kættere forstod sig selv som kristne, opfatter også alevi’erne sig selv som muslimer. Vi kan således også konstatere, at det ikke kun er Kristendommen, der har været i stand til at udvikle verdslighed og ønsket om adskillelsen mellem politik og religion: verdslig tænkning kan også begrundes ud fra Islam. At alevi’erne så ikke lever op til andres standardopfattelse af ‘muslimer’, er en anden sag. Godt nok kan vi ikke kalde dem ‘typiske muslimer’, men i virkeligheden må man nok sige, at ‘typiske muslimer’ slet ikke findes! Tidligere har mange opdaget, at de bosniske muslimer ikke er ‘ligesom andre muslimer’, men faktisk er de fleste muslimer ikke ‘ligesom andre muslimer’… Muslimer er præcis ligesom alle andre mennesker, nemlig meget forskellige. Ligesom andre mennesker er muslimer sammensatte individer med mange forskellige identiteter – og den religiøse er ikke nødvendigvis den vigtigste! Selvom farisæerne (i Tyrkiet, Danmark og andetsteds) prøver at bilde os det modsatte ind. Måske burde vores journalister en gang i mellem huske på, at det langt fra er alle muslimer, der er fundamentalister.

Note: Nedim Gürsels tekst kan findes i Pour Rushdie. Cent intellectuels arabes et musulmans pour la liberté d’expression, Paris 1993.