Vores guld medlemmer kan ses herunder:

Alevi

– En side om politik og religion

Demografiske og politiske forhold

Der findes ingen statistik over hvor mange alevier, der er i Tyrkiet eller i resten af verden. De anslås til at udgøre et sted mellem 15 og 30% af den tyrkiske befolkning. I forskningen arbejder man med, at de udgør 20% eller omkring 15 mill. De har traditionelt boet på landet i bjergrige områder, men i 1950’erne begyndte en kraftig migration af alevier til byerne, der kulminerede i 1970’erne. Der var i begyndelsen ikke de store problemer med deres integration i storbyerne. Kehl-Bodrogi skriver, at der var en enighed mellem dem og den øvrige befolkning om, at de kunne få lige muligheder som sunnier til at stige socialt og økonomisk, så længe de indordnede sig uden at skilte med deres religiøse tilhørsforhold.

Det urbane liv betød store forandringer for det alevittiske fællesskab. Ifølge Fuat Bozkurt er den traditionelle alevisme tilpasset et isoleret landsbyliv, hvor religionen har været et værn for fællesskaberne overfor omgivelserne og et middel til at opretholde samfundene uden statslig støtte eller kontrol. I storbyerne fik alevismen helt andre livsbetingelser. Det var ikke længere muligt at opretholde vigtige religiøse ritualer og institutioner som i de nært forbundne landsbyer. Funktionen som dede og ritualer gik i store træk i opløsning i 1970′- og 1980’erne, som de unge alevier overtog socialistiske sympatier. Dette medførte et enormt tab af viden, idet der ikke var særlig stor interesse fra ungdommen til at efterfølge de gamle dede’er og til at vedligeholde alevismen.

Aleviers hovedbeboelsesområder er i central- og østanatolien især i området mellem Kayseri, Sivas og Divrigi. Kurmancitalende alevier bor først og fremmest i Tunceli-, Elazig- og Musprovinserne. Omkring Kahramanmaras og Malatya er der tyrkisk-, kurmanci- og zazasprogede landsbyer. Cepni og Tahtacigrupper hører først og fremmest til i baglandet til den vestlige og sydlige middelhavskyst.

Politisk tilhørsforhold

I løbet af 1960’erne og 1970’erne begyndte en stor del af den alevittiske ungdom i byerne at optage venstreorienterede revolutionære idéer, og der skete et skift i gruppeidentiteten fra religiøst til politisk. Dette medførte at alevisme efterhånden blev synonymt med kommunisme.24 I slutningen af 1970’erne førte det til blodige massakrer på alevier ført an affolk fra den ultrahøjreorienterede fløj. I dag er aleviernes politiske tilhørsforhold stadig klart venstreorienteret.

Årsager til fokus på Alevisme i Tyrkiet

I de sidste ti år har der været en stigende opmærksomhed på alevismen i Tyrkiet. Alevier

søger at genoplive en etnisk identitet, der er kommet en stor produktion af diverse publikationer25 om alevisme, og alevismespørgsmålet er kommet i mediernes søgelys. I det følgende vil jeg gennemgå nogle af årsagerne til denne interesse.

Noget der i det hele taget har gjort det muligt, at have en debat om alevisme i Tyrkiet, har været den øgede demokratiske åbning siden slutningen af 1989. Hermed blev det i højere grad muligt at tale om tidligere totalt tabuiserede emner som den kurdisk-tyrkiske konflikt og diverse religiøse orienteringer i pressen.” Hvilket efterfølgende har givet mulighed for, at man i det hele taget har haft lov til at skrive om alevisme og danne foreninger.

En af hovedårsagerne til den øgede opmærksomhed omkring alevisme i Tyrkiet menes at være fremkomsten af politisk islam i 1990’eme. Den islamistiske bevægelses fremgang i Tyrkiet har sammen med en islamiseringspolitik fra regeringens side lagt et afgørende pres på alevier til at tage stilling til deres alevittiske tilhørsforhold. Dette er en væsentlig faktor til den øgede fokusering på kulturel og religiøs identitet blandt alevier. Hvilket som sagt netop var muliggjort af statens mere overbærende behandling af gruppen. Reha £amuroglu skriver:

I am of the opinion that the most important motive for the establishment and rapid expansion of Alevi organisations today lies in the defensive instinct of the Alevi against the rise of Islamism, which led to various efforts by the emerging organisations to create political unity.

Islamisterne i Tyrkiet er overordnet negativt indstillede over for alevismen. Ifølge Rusen £akir fører de sammen med regeringen en bevidst assimilationspolitik. Han har den interessante pointe, at alevier har kæmpet for at blive et anerkendt religiøst trossamfund indenfor islam i de sidste fire hundrede år, hvor islamisterae nu netop forsøger at gøre dem til en del af islam i et forsøg på at assimilere dem, for dermed at blive af med alevismen. Også Cornell skriver at ledende sunnier i Tyrkiet generelt nedtoner, at der er religiøse forskelle på sunnier og alevier. Et andet forsøg på at omvende alevier til sunniislam har, som nævnt, været ved at bygge moskéer i deres landsbyer, selv når der ikke har boet en eneste sunnimuslim i byen.

Men samtidigt med at de har oplevet et større religiøst pres fra islamisterne, har alevierne haft en større mulighed for at komme frem i medierne. I starten af 1990’erne var der

” For mange er publiceringen af et alevimanifest i februar 1990, hvor man krævede anerkendelse som et særligt religiøst fællesskab og dermed frihed til at udøve sin religion, i en af de største tyrkiske dagblade set som en markering af aleviernes endelige farvel til usynlighed. Se fx. Kehl-Bodrogi, 1997, p. XIV.

politiske kampe angående bevarelsen af kemalismens laicisme i det tyrkiske samfund. Her kunne alevier profilere sig som fortalere for den sekulære stat og som et værn imod den politiske islam.

£amuroglu mener, at socialismens sammenbrud i de tidligere østbloklande har betydet en frustration hos den store del af den alevittiske befolkning, der aktivt har arbejdet på venstrefløjen især i løbet af 1970’erne. De følte et ideologisk tomrum, og i slutningen af 1980’erne begyndte de i stigende grad at redefinere sig selv som alevier til kompensation for dette.

Den kurdisk-tyrkiske konflikt menes også at have influeret på selvidentificeringen som alevi. Kurderne anslås til at udgøre mellem 10 og 20 % af alevieme. Konflikten gjorde alevierne opmærksomme på, at nationalistiske spændinger influerede det alevittiske fællesskab. Konfrontationen med den kurdiske nationalisme har ledt til en tendens til at understrege enhed, den religiøse identitet og tilhørsforhold til alevismen. Selvom der har været en øget åbenhed i de sidste 10 år overfor alevier i forhold til tidligere, har der også været en voldsom modstand mod alevisme i Tyrkiet. Der har været flere sammenstød og ligefrem massakrer. Deriblandt den meget omtalte massakre i Sivas. Under en årligt tilbagevendende alevittisk festival, hvor man fejrer Pir Sultan, blev 33 alevier og sekulære sunnier, overvejende kunstnere, forfattere mm., dræbt d. 2. juli 1993. De havde trukket sig tilbage til et hotel, fordi der var opstået en fjendtlig stemning blandt demonstranter, der var imod de “vantro” alevier. En masse af folk omsluttede hotellet, som blev sat i brand hen under aften. De indespærrede fik trods nødråb og opkald til myndigheder ingen hjælp, mens tilskuere, politifolk og andre så til. De ansvarlige for drabene blev efterfølgende kun lemfældigt retsforfulgt. Begivenhederne fik en del opmærksomhed i pressen.  

Denne og andre begivenheder menes at have været en medfølgende årsag til en opbakning af tiltag til genoplivning af alevidentitet blandt alevier. Ifølge Aleviforeningen i Danmark, som jeg kommer ind på i næste afsnit, var det der skete i Sivas selve årsagen til, at man i starten af 1990’erne begyndte at lave aleviforeninger herhjemme. På næsten alle de ca. 20 alevihjemmesider hvor man beskriver alevismen, som jeg har været inde på, står begivenhederne i Sivas udførligt omtalt. Ofte er der billeder fra ofrenes gravsteder og fra festivalen.