Alevi

– En side om politik og religion

Kultur ideologi

Som det har kunnet anes i flere af de ovenstående afsnit, er der forskellige opfattelser af hvorvidt alevismen skal betragtes som religion eller kultur eller en mellemting. Kun få mente, at alevismen skal betragtes mere som en religion end en kultur.

I Interviewene betonede flere allerede i spørgsmålet om, hvad alevisme er, at det i langt højere grad er en kultur, en filosofi, en ideologi eller et verdenssyn frem for en religion. Således svarede en: “Det er mere en filosofi, livsanskuelse og kultur end en religion. At alevi accepterer andre folk og religioner, og at der er stor frihed for at fortolke alevisme indenfor alevismen”. Senere fortalte han, at man kan betragte omkring 20% af alevismen som religion og resten som verdenssyn(lP2). En anden kom også ind på det ideologiske i alevismen: “Det er en ideologi, der er venskab, kærlighed og lighed og broderskab. Det er lidt ligesom den franske revolution. Jeg er meget stolt af at være alevi. Jeg synes, det er meget værdifuldt, at man sætter pris på mennesket og stor frihed. Tankegangen er fri”(IP4). På stort set samme måde mente de fleste af informanterne, at alevisme er en blanding mellem kultur og religion, men at det kulturelle er den største del.

Dette er meget i tråd med de linier, der, som beskrevet i kapitel 4, lægges i aleviforeningeme, hvor man udtrykker, at alevismen er kultur og religion men med vægten lagt på det kulturelle.

På spørgsmålet om alevisme er en religion eller en kultur, svarede en af dem, der lægger vægt på det religiøse i alevismen: “Som en religion, vi har det samme som i Islam, de samme profeter, de tror på Gud, det gør jeg også”. Senere sagde samme informant, at det ikke er nok at kalde alevismen en kultur, fordi det er noget, man tror på(IP9). For de fleste gælder det, at de forbinder religion med islam, især sunniislam. Det ses særligt tydeligt i besvarelserne om, hvorvidt alevisme er en religion eller en kultur. Nogle typiske svar var her: “For mig ligger interessen klart i det kulturelle.

Ser man på sunni, så er det sådan, fordi det står i bogen og sådan er det, og så skal man følge det slavisk, sådan er det ikke med alevi, det er, hvordan vi har fundet os til rette og har levet med det”(IP14), “Det er i de senere år gået op for mig, at det er mere kulturelt end religiøst. Det er gået op for mig, at det religiøse mere er noget, jeg er blevet påduttet fra sunnieme, alt det fra koranen. Men jeg har fundet ud af, at det er meget mere filosofisk og dybt, hvor det før

For overskuelighedens skyld valgte jeg kun at spørge til, om man mente at alevisme var en kultur eller religion og ikke fx. ideologi, verdenssyn eller andet, selvom flere indledningsvis definerede alevismen på denne måde.

bare var koranen, og det var det”(IP15). Og: “Religion er fast, man tager en bog og må forholde sig til det, man må tro det eller lade være, men vores kultur er åben for forandring. Det ændres i forhold til den tid man lever i. Det kan man ikke med fx. islam”(IP10). En mente, at forskellen mellem det religiøse i islam og i alevisme er, at alevismen er mere spirituel, idet der ikke er så mange konkrete ting, som man skal gøre og forholde sig til. En anden mente, at forskellen ligger i, at der er dogmer i religion, som man skal overholde, hvilket der ikke er på samme måde i alevismen, hvor alting, som Gud har skabt, er ligestillet (IP7).

Man forbinder altså i høj grad termen religion med forskellige regler om, hvad man skal gøre og tro. Og det sættes i modsætning til alevisme, som man mener, er kendetegnet ved stor frihed i måden, man vil udøve sin tro på. Når de fleste skulle forklare, hvad religion er, så forklarede de det ved, at fortælle hvad sunniislam er, for at sætte det i kontrast til alevismen, hvis kulturelle, filosofiske eller ideologiske aspekter betonedes. Flere af de unge mente, at det er et generationsspørgsmål, mht. hvorvidt alevismen overvejende skal betragtes som en religion eller en kultur.

Man mente, at det er de ældre fra bedsteforældregenerationen, som lægger mest vægt på det religiøse. Fx. sagde en ung alevi, der gerne vil begynde at danse semah: “Problemet er, at meget af det de gamle ser som religion, det ser de unge som kultur, fx. semahdans gør de unge til noget kulturelt og ikke til en religiøs begivenhed”(lP!4).

De unges manglende kendskab til alevismen beskrives af samtlige som et stort problem for opbygningen og vedligeholdelsen af et alevittisk fællesskab i Danmark.

Man er stort set enige om, at det er folk fra bedsteforældrergenerationen, der ved mest om ritualer, skikke, trosforestillinger mm., idet de er vokset op i landsbyerne, hvor disse blev holdt i hævd.

Folk fra forældregenerationen er typisk enten vokset op i byerne eller flyttet dertil som små eller halvstore børn, eller er immigreret tidligt til Danmark. Dermed er de vokset op i omgivelser, hvor det har været vanskeligt at vedligeholde den alevittiske identitet ud over, at man har haft bevidstheden om at være alevi og ikke sunni. De unge alevier beskriver deres barndom som værende uden direkte oplæring eller opdragelse i at være alevi. Flere kunne således fortælle, at de som børn kun vidste, at de var anderledes end de andre muslimer men ikke hvorfor. En ung informant sammenfattede fint det, de unge gav udtryk for: “Som barn kunne jeg mærke, at jeg var anderledes. Vi boede et sted, hvor der var mange indvandrere, jeg blev holdt udenfor af de andre, som var sunnier. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg var anderledes, jeg kunne bare mærke det.

De andre børn vidste godt, at vi var anderledes. Men det var ikke noget, vi fik noget at vide om fra vores forældre.

De havde heller ikke kendskab til det. Det er først indenfor de sidste par år, at forældrene er blevet bevidste om, at de er alevi. De er blevet opdraget med alevi af deres forældre, men har ikke haft kendskab nok eller interesse for at give det videre til deres bøm”(!P 3). En vigtig årsag der gives til, at man har nedtonet sin alevittiske identitet også i Danmark, er at alevier altid har været ildeset blandt de øvrige tyrkiske muslimer. Således fortalte en kvinde, der kom til Danmark i starten af ‘1970-erne, at hun i lang tid holdt sin alevittiske herkomst skjult, når hun var sammen med sunnimuslimske venner, og at hun ofte måtte lægge øre til diverse fordomme om alevier, idet man troede, at hun selv var sunni(IP4).

Det har af denne grund, heller ikke været noget man skiltede med i hjemmene. Dvs. at den bevidsthed om undertrykkelse som de alevittiske indvandrere har været vidne til i Tyrkiet, jvf. kapitel 4, er blevet taget med til Danmark i forholdet til de tyrkiske sunnismuslimske indvandrere.

De unge udtrykker stor interesse for at udforske alevismen, men sagde, at det er vanskeligt for dem, fordi de har problemer med at læse diverse tekster om alevismen. De forstår og taler tyrkisk, men det er problematisk for dem at forstå mange af de begreber, der bruges i litteraturen, der virker meget indforståede for dem, idet de ikke har været en del af deres opdragelse. De efterlyste derfor, at der kommer mere litteratur på dansk om alevismen. En svarede fx. på spørgsmålet, om hun læser nyere alevittiske litteratur: “Det er lidt svært, for det meste er på tyrkisk og det er problematisk at forstå de tyrkiske begreber, hvad de dækker over”.

Hun sagde senere, at hun gerne ville læse det, hvis det var på dansk(!P3). En anden svarede på samme spørgsmål: “Det er igen problemet, at der ikke er noget på dansk…. Fx. det der står(på tyrkisk red.) om alevifestivalen i Tyskland, hvor vi skal ned, men forhindringen har helt sikkert været, at der ikke er noget på dansk”(IP15).