Bombetrussel mod Alevierne i København

Lørdag den 3. november 2012 afholdte Københavns og Omegns Alevi Forening en folkeoplysende koncert med titlen ’fred og venskab’.
Desværre blev koncerten overskygget af en sms med en bombetrussel mod festen. I sms’en der blev sendt til flere af de musikere, som skulle optræde ved festen, stod der, at der var ”anbragt bomber rundt omkring bygningen” og at ”alevierne ville brænde”.


Vi anmeldte truslerne til politiet, som for tiden efterforsker sagen.
Alevier har i årtier været udsat for bombeangreb, massakrer og forfølgelse fra religiøst fundamentalistiske kredse i Tyrkiet, hvor de stammer fra. Massakrerne på over hundredvis af alevier, kvinder, mænd og børn i byen Maras i 1978, Corum i 1980 og religiøse fundamentalisters nedbrænding af et hotel med over 35 intellektuelle i Sivas i 1993 står stadig frisk i erindringer hos mange danske alevier, som for stor dels vedkommende netop kommer fra Sivas og Corum og er pårørende til mange af ofrene fra dengang. 


Blandt andet derfor virkede det ekstra ubehageligt at få sådan en sms, mens de frivillige fra Københavns og Omegns Alevi Forening var i fuld gang med at lægge sidste hånd på koncerten, hvor både mænd, kvinder og børn deltog.
Efter henstilling fra politiet valgte vi at fortsætte koncerten og vise, at vi ikke bukker under for trusler, og slet ikke fra religiøse fanatikere, men måtte samtidig sande, at den truende sms, som afsenderne havde sendt rundt til mange, tilsyneladende havde virket, således at mange ikke valgte at dukke op til koncerten. 


Som Københavns og Omegns Alevi Forening og Alevi Forbundet i Danmark fordømmer vi på det kraftigste denne handling og forventer at myndighederne tager sagen seriøst.

København og Omegns Alevi Kultur Center. Alevi Forbundet i Danmark.

5-11-2012

 

Info: Alevierne er godkendt som et trossamfund i Danmark d. 25. oktober 2007, dog stadig ikke officielt anerkendt i Tyrkiet hvor der i dag lever mere end 15 million Alevier. Alevierne har altid været i mindretals-opposition til det etablerede system, både politisk og religiøst. Bl.a. musikinstrumentet Saz med digte, folkesange og rituelle danse har været Aleviernes måde at udtrykke sig på, da dialog for os er en skoling til at blive ”det perfekte menneske”. Alevierne har respekt for alle religioners grundlæggende bud og respekterer alle folkeslag og racer. Racisme, nationalisme og fanatisme er holdninger, der ikke hører hjemme i Aleviernes humanistiske livsfilosofi.